Prisvindende rapper død: ‘Det er et hårdt slag for rapscenen’

Skuddrab på svensk rapper er et “hårdt slag” for hele Sveriges rapscene, siger musikjournalist

Den 26-årige svenske rapper C. Gambino er blevet dræbt af skud i Göteborg.

Det bekræfter svensk politi onsdag til det svenske nyhedsbureau TT.

Allerede tidligere onsdag erfarede flere medier, at C. Gambino, som i maj vandt prisen for Årets Hiphop ved de svenske Grammy-priser, var blevet dræbt.

Politiet undersøger ifølge Expressen, om drabet har forbindelse til en igangværende bandekonflikt.

Svensk politi har tidligere meddelt, at en mand “i 25-års-alderen” blev fundet skudsåret i en parkeringsgarage tirsdag aften. Han døde senere på hospitalet.

– Det her er et hårdt slag mod Göteborgs og hele Sveriges rapscene, siger musikjournalisten Petter Hallén, som er ekspert i hiphop i det svenske program P3 “Din Gata”.

Politiet fik en anmeldelse om hændelsen i parkeringsgaragen ved 22.30-tiden.

Skyderiet skete ved Selma Lagerlöfs Torg, som ligger på øen Hisingen ved Göteborg.

Der er blevet indledt en forundersøgelse om drab, skriver Aftonbladet, som rapporterer, at der blev affyret mere end et skud.

Politiet leder efter gerningspersoner flere steder i Göteborg, skriver mediet.

– Vi arbejder med at indhente informationer fra personer, der bor i området, og leder efter en gerningsperson eller gerningspersoner, siger Jens Andersson, som er pressetalsperson for politiet i den svenske Region Väst, ifølge mediet.

– Vi har aktuelt ingen mistænkt.

Der er ikke blevet foretaget anholdelser i forbindelse med drabet.

I forbindelse med skudepisoden skal en bil være blevet set forlade parkeringshuset.

– Vi er naturligvis ved at undersøge, om det kan være en bil, som er interessant i forbindelse med denne hændelse, siger politiets pressetalsperson Annika Laag til TT.

C. Gambino, som var kendt for at optræde maskeret, havde det borgerlige navn Karar Ramadan.

Musikjournalisten Petter Hallén forklarer, at C. Gambino i sine tekster beskrev kriminalitet, dødelig vold og det at føle sig udenfor.

– Det ekstra tragiske er, at han den seneste tid bevægede sig væk fra det mørke og kriminelle mod et udtryk, der mere handler om parforhold og følelser, siger Hallén.

Få dage før sin død udgav C. Gambino sangen “Sista Gång”.

Det er ikke første gang, at Sverige er blevet rystet af et drab på en kendt rapper.

I 2021 blev den 19-årige svenske rapper Einár, som ligeledes rappede om våben, stoffer og det kriminelle liv, dræbt af skud i Stockholm. Drabet er ikke blevet opklaret.

/ritzau/TT