Pressen må høre om anholdelse af Philip Westh – men ikke skrive om den

Presse og tilhørere må følge med, når to politifolk tirsdag fortæller om, da de sidste år fandt en forsvundet 13-årig pige og i samme ombæring anholdt den mand, som er tiltalt for at have bortført, voldtaget og forsøgt at dræbe pigen.

Men det er forbudt for presse og tilhørere at fortælle, hvad politividnerne forklarer. Det har Retten i Næstved tirsdag afsagt kendelse om.

– Vi finder det tilstrækkeligt med referatforbud under politimændenes forklaringer, siger retsformand Bo Rasmussen.

Pigen blev fundet i mandens hjem i Svenstrup i Korsør søndag den 16. april 2023 efter at have været forsvundet i 27 timer.

Kendelsen tirsdag er blevet afsagt, efter at den 13-årige piges bistandsadvokat, Hari Aaby Mandic, ville have lukkede døre under de to vidners forklaringer af hensyn til pigen.

Både anklager og forsvarer støttede den anmodning og ville altså have presse og tilhørere forvist fra retslokalerne, hvilket repræsentanter fra pressen protesterede imod.

Det skete blandt andet med henvisning til, at den 33-årige står tiltalt for meget alvorlige forbrydelser, som kan føre til mange års fængsel, såfremt han kendes skyldig i alle anklager.

Desuden er manden tiltalt for at ville dræbe den 13-årige pige, der blev fundet i hans hus i Svenstrup i Korsør. I den forbindelse kan det have en betydning, hvor manden befandt sig i huset, eller hvad han foretog sig, da politiet kom ind og anholdt ham.

Manden har erkendt at have bortført pigen langvarigt og udsat hende for vold og seksuelle overgreb, men han nægter at have voldtaget hende, at have udsat hende for grov vold samt at have haft til hensigt at slå hende ihjel.

Referatforbuddet betyder, at presse og tilhørere må overvære forklaringer, men oplysningerne, der kommer frem, må ikke videregives.

Byretten har tirsdag afvist at lukke dørene under hele bistandsadvokatens oplæg om erstatning til den 13-årige.

Presse og tilhørere må overvære oplægget, men ikke referere andet fra det end det beløb, han kræver, at pigen får, såfremt manden kendes skyldig i sagen.

Beløbet ville bistandsadvokat Mandic holde skjult for offentligheden.

– Det vil jeg begrunde med, at man ud fra erstatningsbeløbet størrelse måske kan udlede en grovhed af de overgreb, der er begået mod min klient, sagde han.

Men det afviste retten.

Den 33-årige mand er også tiltalt for at have bortført, voldtaget og dræbt 17-årige Emilie Meng i 2016 samt at have overfaldet en 15-årig pige i 2022. Det nægter han sig skyldig i.

Line Barfod (EL) vil nu skærpe Københavns Kommunes regler for stilladsreklamer. Læs mere om det her.