Polsk mand anholdt efter sprit- og vanvidskørsel: Skyld i kollaps på Storebæltsbroen

Politiet har anholdt en polsk mand, som de mistænker for at have været skyld i et færdselsuheld, der forårsagede, at Storebæltsbroen måtte lukkes.

Ifølge anklagen kørte den polske bilist med høj fart ind i en bil, der holdt stille ved betalingsanlægget ved Storebæltsbroen på vej mod Sjælland.

Resultatet var, at den bil, der holdt stille, bragede ind i betalingsanlægget med den konsekvent, at anlægget braste sammen.

LÆS OGSÅ: Video: Bil -uheld ødelægger betalingsanlæg på bro – helikopter tilkaldt

Politiet mener, at manden, der forårsagede færdselsuheldet, er den samme, som kørte hasarderet fra Odense mod Sjælland tidligere på dagen.

“Det er vores klare overbevisning, at det er den samme mand, der kørte hasarderet på Fyn, som endte med at køre ind i en stilleholdende bil ved betalingsanlægget. Men det vil vi gerne have endegyldige beviser for,” siger vagthavende ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Lars Denholt, til fyens.dk

LÆS OGSÅ;: Vanvittigt færdselsuheld: Bil holder oven på betalingsanlægget – broen er lukket

Derfor efterlyser politiet vidner, der har set hasarderet kørsel og/eller påkørsler af en ældre sølvgrå Alfa Romeo med polske nummerplader mellem Odense og Nyborg. Man kan ringe til 114.

Politiet har foretaget en alkometer-test af den anholdte mand, og den er positiv for spirituskørsel.

Betalingsanlægget gik i stykker efter færdselsuheldet, og det betød, at trafikken fra Fyn mod Sjælland var spærret i godt en time.

Både ambulancer og en redningshelikopter kom til stedet, men mirakuløst nok var der ingen personer, der kom alvorligt til skade ved episoden. To personer blev dog kørt på sygehuset for en sikkerheds skyld.

Trafikken over broen er åbnet, og den glider nu som normalt.