Politiinspektør efter skuddrab i Brøndby: “Vi har lagt det store net ud og efterforsker i alle retninger”

Københavns Vestegns Politi blev tirsdag eftermiddag kaldt ud til et skyderi i Hallingparken i Brøndby, hvor offeret – en 22-årig mand – senere tirsdag afgik ved døden.

– Den 22-årige er identificeret og hans pårørende er underrettet, siger Allan Nyring, som er politiinspektør ved Københavns Vestegns Politi til presse-fotos.dk.

Betjentene, som ankom på stedet, ydede førstehjælp til den svært skudkvæstede unge mand og tilkaldte hjælp, forklarer politiinspektøren.

Banderelateret?

Politikommisæren kan ikke fortælle, om man anser episoden, som værende forbundet til de seneste par ugers skyderi er og konflikt i både hovedstaden og på den københavnske vestegn.

– Vi har kastet det helt store net ud og efterforsker i alle retninger. Derfor kan vi ikke på nuværende tidspunkt sige, om skyderiet i dag er forbundet med de seneste par ugers skyderier. Lige nu samler vi spor og afhører vidner. Vi har ikke lagt os fast på én forklaring og vi efterforsker bredt, siger Allan Nyring, politiinspektør ved Københavns Vestegns Politi til presse-fotos.dk.

En anholdt – to gerningsmænd på fri fod

En mand blev anholdt noget tid efter skyderiet havde fundet sted. Manden er dog ikke en af de to gerningsmænd, som vidner har beskrevet og som flygtede fra stedet efter skyderiet. Allan Nyring forklarer:

– Vi er i gang med at finde ud af, hvilken forbindelse han har til skyderiet. Han er ikke en af de to gerningsmænd, vi søger, men han passer ind i nogle af de historier, som vidner har fortalt os. Så vi opretholder sigtelsen, men han vil ikke blive fremstillet i grundlovsforhør.