Politiets hundevogn brager ind i husmur

En politibil med hunde har netop påkørt en husmur. Presse-fotos.dks udsendte oplyser, at hundene stadig er i bilen

Fredag kort efter klokken 20.00 er en hundevogn fra Midt- og Vestsjællands Politi kørt ind i et hus langs vejen på Køgevej i Ringsted.

“Patruljevognen skulle undvige en personbil, som kørte ud foran den, og ramte derfor huset,” fortæller vagtchef ved politikredsen Henrik Olesen til TV 2.

Politibilen var på vej i udrykning til et forhold på Ringsted Station, som du kan læse om nederst.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Hundevognen har gjort skade på husmuren

Presse-fotos.dks udsendte oplyser, at brandvæsen og øvrigt politi er på stedet.

“Vejen er blevet afspærret, mens hundene stadig er inde i bilen,” lyder det fra vores udsendte.

Ifølge den indledende anmeldelse er brandvæsenet blevet tilkaldt, fordi husmuren under sammenstødet er blevet ustabil og skal sikres.

På billeder fra stedet kan det ses, at der er kommet et stort hul i muren, hvor politibilen har ramt.

En anden stor politiaktion er netop foregået på Ringsted Station, hvor kampklædte betjente er rykket ud med automatvåben.