Københavns Politi oplyser lørdag, at der er tale om et terrorangreb mod den israelske ambassade. Der er nu flere oplysninger i sagen
– Den seneste udvikling bekræfter desværre, at terrortruslen mod Danmark er alvorlig. Vi følger den nuværende situation tæt, vurderer betydningen for det samlede trusselsbillede og iværksætter løbende de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, siger chefpolitiinspektør i Rigspolitiet Peter Ekebjærg i pressemeddelelsen.
Der rejses nu sigtelse efter straffelovens terrorparagraf mod to svenskere, som torsdag blev fængslet efter sprængning af to håndgranater nær Israels ambassade
Københavns Politi skriver lørdag på X, at der er fundet grundlag for at udvide sigtelserne mod mændene, som indtil videre alene har været sigtet for at være i besiddelse af fem granater og for at sprænge to.
Sigtelserne er blevet udvidet lørdag morgen.
Samtidig oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse, at politiindsatsen ved grænserne skrues i vejret.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det var natten til onsdag omkring klokken 03.20, at de to håndgranater landede på tagterrassen, hvor de eksploderede.
Næste formiddag blev to svenske mænd under et større politiopbud anholdt på Københavns Hovedbanegård.
Bygningen ligger nær den israelske ambassade, og episoden skete blot få timer efter en episode nær den israelske ambassade i Stockholm, hvor der blev affyret skud.
Torsdag meldte den svenske efterretningschef Fredrik Hallström ud, at skyderiet kan have tråde til Iran. Efterfølgende meldte PET i Danmark ud, at man også her har øjne og ører åbne over for en eventuel forbindelse til Iran.
– Det er selvfølgelig en udvikling, PET holder øje med, for hvis vi har en statslig aktør, der får unge kriminelle til at udføre handlinger rettet mod jødiske mål i vores naboland, så kan vi jo være bekymrede for, at det også vil ske i Danmark, lød det i udtalelsen.