20. apr. 2022 - 9:55

Politiet søger vidner efter groft overfald på to børn



Søndag den 10. april blev to drenge på 12 og 13 år overfaldet og truet med kniv på fodboldbanerne bag Ellehøjskolen på Jernaldervej.

Derfor søger politiet nu vidner, der kan hjælpe med at finde frem til gerningsmændene.

Få dage efter overfaldet blev en 15-årig dreng anholdt og sigtet for at have medvirket til overfaldet. Samtidig er en 12-årig dreng ligeledes mistænkt for at være en af gerningsmændene. Han er dog ikke blevet sigtet, da han er under den kriminelle lavalder.

Politiet har desuden en formodning om, hvem den tredje gerningsmand er, og arbejder på at finde frem til ham.

I den forbindelse efterlyser politiet vidner, der kan have set overfaldet. Derudover søger Østjyllands Politi vidner, som har set to ATV’er omkring Ellehøjskolen søndag ved 15-tiden.

“Vi har en teori om, at gerningsmændene er kørt til og fra gerningsstedet på ATV’erne, og vi vil rigtig gerne have oplysninger, der kan hjælpe os i den videre efterforskning. Det er et groft overfald, og vi gør alt, hvad vi kan for at få efterforsket sagen til bunds og få klarlagt hele hændelsesforløbet,” siger politikommissær Jens Henrik Jensen fra Lokalpolitiet i Aarhus Vest. 

Det drejer sig om den gule og hvide ATV, som ses på billedet fra et overvågningskamera.

Den sigtede og de forurettede i sagen kender hinanden, og politiet er derfor ved at undersøge, hvad der gik forud for overfaldet.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på 114.

Politiet søger vidner, der har set de to ATV’er omkring Ellehøjskolen søndag eftermiddag.