Politiet skød knivbevæbnet mand midt på Kongens Nytorv

Ifølge øjenvidne gik mand frem mod politiet med en kniv i hånden på Kongens Nytorv, og så blev han skudt

En mand er onsdag formiddag midt på Kongens Nytorv i København blevet skudt og såret af politiet. Skyderiet skete ifølge Københavns Politi klokken 10.27.

Ifølge et øjenvidne opstod der noget tumult, da en sølvgrå varebil – som viste sig at være en politibil – afskar manden vejen.

– Han havde noget blankt i hånden, som jeg tror, var en kniv. Der væltede politifolk ud af bilen, og så gik han frem mod dem, og de skød ham, fortæller øjenvidnet til Ritzau.

Øjenvidnet fortæller, at manden i forbindelse med episoden råbte højt og bankede voldsomt på den sølvgrå bil, inden betjente kom ud. Vidnet fortæller, at politiet afgav flere skud mod manden.

– Jeg tror, de ramte ham i benene. Han faldt om med det samme. Han havde også blod i hovedet, men det tror jeg, var fra faldet, lyder beskrivelsen fra øjenvidnet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Efter skudepisoden blev et lille område omkring gerningsstedet spærret af, mens flere politifolk knælede omkring manden. Nogle minutter senere ankom en ambulance til stedet.

Ritzaus medarbejdere på stedet observerede, at den sårede mand bevægede sig, da han blev bragt ind i ambulancen.

Det hele foregik på den sydøstlige del af det brostensbelagte areal, som omkranser den rytterstatue af kong Christian V, der står midt på den åbne plads. Det er på strækningen mellem Det Kongelige Teater og Nyhavn.

Den sårede mand blev kort inden episoden set ankomme til pladsen oppe fra Strøget, som munder ud i Kongens Nytorv ved metrostationen. Her gik manden og råbte ad en hund.

Flere øjenvidner har beskrevet manden, som om han virkede mentalt forstyrret.

Københavns Politi har efter skudepisoden oplyst, at manden er såret og modtager lægelig behandling. Politiet oplyser desuden, at manden blev skudt efter at have opført sig truende med en kniv.

Derudover ønsker politiet ikke at oplyse yderligere om episoden, sagen er nemlig overgivet til Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Det er Politiklagemyndigheden, som under sager, hvor borgere kommer til skade som følge af politiets handlinger, for eksempel når der er tale om skud.

Myndigheden har blandt andet beføjelse til at rejse sigtelse mod politifolk, men i sidste ende er det op til den overordnede anklagemyndighed, Statsadvokaterne i København eller Viborg, efter indstilling fra Politiklagemyndigheden at afgøre, om der er grundlag for at føre en straffesag.

/ritzau/