Politiet sætter massivt ind mod unge i Aabenraa: Store mængder kanonslag beslaglagt og sager om ulovlig kørsel

De seneste uger har Syd- og Sønderjyllands Politi modtaget flere anmeldelser fra bekymrede borgere om natlige uro, højlydte brag fra ulovlige kanonslag og gaderæs i Aabenraa by.

Uroen stammer fra en gruppe unge mennesker, som forsamles i bymidten, hvorfra de unge hænger ud ved deres biler, kører gaderæs og affyrer ulovlige kanonslag i stor stil – og til stor gene for andre borgere i byen. Urolighederne omkring de unge mennesker i Aabenraa er blevet beskrevet i flere medier.

Men nu har politiet sat hårdt ind for at få stoppet balladen.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at politiet i “en massiv indsats mod uro i Aabenraa”, har beslaglagt 178 ulovlige kanonslag ved en ransagninger i området.

Derudover er det blevet til 17 overtrædelser af færdselsloven, fem sager om uro og uorden og et tilfælde af generende kørsel siden i onsdags pga. politiets indsats.

“Vi fortsætter den massive indsats for at sikre ro og orden i Aabenraa. Vi tolererer ikke den utryghedsskabende adfærd og griber konsekvent ind over for den,” siger leder af beredskabet ved Syd- og Sønderjyllands Politi politiinspektør Tage Jehn.

Fra den 15. oktober til i dag har Syd- og Sønderjyllands Politi beslaglagt 293 ulovlige kanonslag i Aabenraa Kommune. I hele politikredsen er der i samme periode beslaglagt omkring 3500 kanonslag.

Den massive indsats i Aabenraa fortsætter, oplyser politiet.