Politiet: Sådan fik 33-årig Emilie Meng ind i sin bil

Emilie Meng og tiltalte Philip Westh

Politimand mener at se to personer sætte sig ind i bil og køre fra Korsør Station lige ved Mengs forsvinden

Der er zoomet ekstra meget ind på overvågningsmaterialet fra Korsør Station natten til den 10. juli 2016.

Helt i baggrunden mener anklagemyndigheden, at der udspiller sig noget vigtigt i forbindelse med 17-årige Emilie Mengs forsvinden og drab i 2016.

Klokken er 03.57.53.

– Det er min opfattelse, at man ser en skygge eller en person, som bevæger sig fra venstre mod højre, siger specialanklager Susanne Bluhm.

Egentlig er det video fra et overvågningskamera, der filmer en gang fra togperronerne og hen imod hovedindgangen på Korsør Station.

Men det er allerbagest i optagelsen – foran hovedindgangen – at skyggen bevæger sig mod højre.

Derfor er der zoomet meget ind på netop denne del, hvilket forringer billedkvaliteten en del. For at tydeliggøre, hvad politi og anklagemyndighed mener at se på optagelser, er der sat en rød ring om det centrale.

Små ti minutter senere – kort før klokken 04.07 – er der ifølge anklagemyndigheden bevægelse igen.

– Man kan se noget, der efter min opfattelse ligner to personer, der kommer fra højre, siger Susanne Bluhm.

Af anklageskriftet rettet mod 33-årige Philip Westh fremgår det også, at politiet mener, at han overtalte eller ‘formåede’, som det står beskrevet, at få Emilie Meng til at sætte sig ind i sin bil.

Emilie Meng havde været i byen med nogle venner og var ankommet til Korsør Station lidt før klokken 04 natten til den 10. juli 2016.

Hun var en af 12 personer, der ankom med toget.

For at fastslå, hvad der skete med Meng, har en gruppe efterforskere arbejdet med at kortlægge, hvor alle disse personer tog hen efterfølgende.

Alles færden er kortlagt – undtagen Emilie Mengs. De er enten hentet af taxa, af pårørende, cyklet eller gået væk.

Emilie Meng havde taget afsked med sine venner, der tog en taxa. Hun ville selv gå hjem.

Men hun kom ikke hjem. Anklagemyndigheden mener, at Philip Westh bortført, voldtog og dræbte hende for derefter at skille sig af med liget i Regnemarks Bakke nær Borup på Sjælland.

Det nægter han sig skyldig i.

Tirsdag har en af efterforskerne fortalt om arbejdet med videomaterialet. Også han er optaget af skyggerne.

– Det er min opfattelse, at det virker som om, der kommer to personer hen imod bilen, der så kort efter forlader pladsen foran stationen, siger han tirsdag i Retten i Næstved.

Politiet har bedt eksperter i Storbritannien om hjælp i forbindelse med videomaterialet. På den baggrund har politiet oplyst, at det mener, at bilen foran stationen er en Hyundai i30 i en lys farve.

Det matcher med den bil, som den tiltalte i sagen ejede på daværende tidspunkt.

Der er intet videomateriale, der viser, hvor Emilie Meng gik hen efter Korsør Station.

33-årige Philip Westh er også tiltalt for et overfald på en 15-årig pige i 2022 og bortførsel og overgreb på en 13-årig pige i 2023.

Han nægter alt angående den 15-årige, mens han erkender dele af anklagerne for den 13-årige.

Der ventes dom i sagen 28. juni.

Presse-fotos.dk har af flere årsager valgt at nævne den 33-årige tiltalte Philip Westh ved navn, efter navneforbuddet frafaldt. Det kan du læse mere om i nedestående artikel.

Her er Philip Westh: Tiltalt Emilie Meng-morder