Politiet rykker ud til døgntank: ‘Mand med pistol’

Flere vidner så tidligt fredag morgen en alkoholpåvirket mand på en døgntank med noget, der lignede en pistol. Manden ledte efter to personer, som han tidligere på natten havde været oppe at toppes med

Syd- og Sønderjyllands Politi rykkede fredag morgen ved 5-tiden ud til døgntanken på Laurids Skaus Gade i Haderslev, da politikredsen havde modtaget en anmeldelse om, at en beruset mand havde en pistol eller en pistollignende genstand på sig.

Presse-fotos.dk har været i kontakt med en af vidnerne, der var til stede på tanken.

“Manden kommer ind på tanken og leder efter to mænd, som han åbenbart har været oppe at skændes med tidligere på natten. Vi spotter så, at han har noget der ligner en pistol inde under trøjen og får ringet 1-1-2,” fortæller vidnet.

Kort efter ankommer betjente fra Syd- og Sønderjyllands Politi til tankstationen, hvor den beruset mand bliver anholdt.

“Politiet finder den her ‘pistol’, og det viser sig så at være en legepistol. Den tager betjentene fra ham, men han bliver efterfølgende løsladt,” siger vidnet.

Manden med legetøjspistolen var angiveligt i 30’erne.

Presse-fotos.dk har forsøgt at få en kommentar fra Syd- og Sønderjyllands Politi for at få bekræftet hændelsesforløbet, men politikredsen er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

SE OGSÅ: 32-ÅRIG STUKKET NED MED KNIV