Politiet rykker ud til anmeldelse om skyderi

Politiet rykkede i aftes ud til en anmeldelse om skyderi i Esbjerg

Syd- og Sønderjyllands Politi rykkede onsdag aften omkring klokken 22.40 ud til en anmeldelse fra en borger på Strandbygade i Esbjerg.

“Vi fik en anmeldelse om, at nogle havde hørt noget, der lød som skud. Derfor kørte vi derud og afspærrede stedet for at se, om vi kunne finde nogle spor som patronhylster eller lignende,” siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Henrik Sønderskov til JydskeVestkysten.

Politikredsen afsøgte stedet med hunde og afhørte borgere, men det blev politiet ikke klogere af.

Der er derfor ikke umiddelbart noget, der indikerer, at der skal være affyret skud, oplyser vagtchefen.

Hvis du har set eller hørt noget i sagen, så bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 1-1-4.

SE OGSÅ: PERSON STUKKET MED KNIV I BOLIGKVARTER: POLITI TALSTÆRKT TIL STEDE