Politiet rykkede onsdag aften ud med tre patruljer til Nordvej i Helsingør, fordi de troede, der var gadeuorden eller måske slagsmål.
Patruljerne stormede nærmest parkeringspladsen ved et gammelt aktivitetshus, fordi de havde fået anmeldelse om gadeuorden på grund af flere højtråbende mennesker.
Det viste sig at være anderledes fredeligt.
Nogle mennesker var såmænd bare gået i gang med at flytte fra deres lejlighed. Og det foregik noget højlydt.
Politiet fortrak stille og roligt og ønskede alle en fortsat god aften.