Politiet er på jagt efter denne mand

38-årige Mike Brandes

Politiet vil gerne i kontakt med en 38-årig mand, som har relation til en sag om drabsforsøg i Odder

Politiet efterlyser torsdag eftermiddag endnu en person i sagen om knivstikkeri i Odder.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den efterlyste er en 38-årig mand. Han beskrives som spinkel eller almindelig af bygning. Han er 182 centimeter høj, lys i huden og har kort hår.

Manden kan i øvrigt genkendes på en sort halstatovering, der forestiller eller ligner et kattedyr.

Politiet ønsker at komme i kontakt med manden, fordi han har relation til sagen, hvor en 32-årig mand blev stukket ned i Odder 5. august.

Dagen efter blev tre mænd anholdt og efterfølgende varetægtsfængslet. De er sigtet for drabsforsøg.

Samme dag blev to mænd efterlyst. De er henholdsvis 30 år og 26 år gamle.

Dem leder man fortsat efter, skriver Østjyllands Politi torsdag.

De er begge af dansk udseende. Den 30-årige er 134 centimeter høj. Den 26-årige beskrives som 176 centimeter høj, spinkel og med halvlangt blond hår.

Det er politiets opfattelse, at der er tale om et internt opgør mellem mændene.

Den 32-årige mand blev stukket ned natten til lørdag. Den forurettede var søndag formiddag i kritisk tilstand. Politiet oplyser torsdag ikke noget nyt om mandens tilstand.

De tre mænd, der er varetægtsfængslet, er henholdsvis 18, 20 og 24 år gamle. De nægter sig skyldige.

Af sigtelsen fremgår det, at knivstikkeriet var aftalt på forhånd.

Mændene tilhører ifølge politiet en gruppering. Der er ikke tale om en bande, men om en gruppe, der holder sammen.

Den 32-årige forurettede er ifølge politiet ikke en del af grupperingen. Men han er en del af miljøet i Odder.

De tre mænd er varetægtsfængslet i fire uger. Den 20-årige er blevet fængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling, mens den 18-årige og den 24-årige er fængslet på ordinær vis.

Alle de efterlyste:

26-årige Alex Kris Hansen
38-årige Mike Brandes