Politiet på jagt efter 25-årig mand

25-årige Soufian Laajab er tirsdag eftermiddag offentligt blevet efterlyst af Københavns Vestegns Politi for et drabsforsøg begået i Brøndby Strand

Den 29. januar sent om eftermiddagen blev en 18-årig mand hastet til Hvidovre Hospital efter at være blevet skudt i benet lige nord for Brøndby Strand Kirke på adressen Brøndby Strand Centrum 90.

Den 18-årige overlevede drabsforsøget, og siden hen har Københavns Vestegns Politi foretaget en intensiv efterforskning af sagen, der har ført til, at den 25-årige Soufian Laajab nu efterlyses i offentligheden.

Han er mistænkt for at være gerningsmanden, der forsøgte at slå den 18-årige mand ihjel.

”Den mistænkte ved godt at vi leder efter ham, og vi har været på en række af hans kendte tilholdssteder uden at træffe ham – så nu bliver han efterlyst offentligt og vi håber at offentligheden kan hjælpe med informationer om, hvor han gemmer sig”, siger politikommissær Ole Nielsen.

Soufian Laajab beskrives som:

  • Ikke etnisk dansk af udseende
  • 178 centimeter høj
  • Spinkel til almindelig af bygning
  • Mørkt stil sort hår og sort skæg

SE OGSÅ: FORÆLDRE BLEV DRÆBT I ULYKKE – BØRN PÅ FEM OG NI ÅR OVERLEVER

Københavns Vestegns Politi har anholdt to andre mænd i sagen – de sidder begge varetægtsfængslet.

Hvis du har oplysninger til politiet, bedes du kontakte Københavns Vestegns Politi på telefon 1-1-4.