13. jun. 2022 - 10:16

Politiet massivt til stede: Mand overfaldet og snittet af tre personer



Politiet var natten til mandag talstærkt til stede på Københavnsvej i Roskilde mellem midnat og klokken 02.

Årsagen til politiets tilstedeværelse på stedet skyldes, at de kort efter midnat modtog en anmeldelse om et overfald, som var sket omkring ‘Røde Port’ på Københavnsvej i Roskilde.

Det fortæller Midt- og Vestsjællands Politi til Presse-fotos.dk.

Billeder og video fra stedet viser, at politiet var fremme på stedet med flere patruljer og hunde, hvor de blandt andet søgte spor.

– Der er tale om en sag om grov vold, hvor en 44-årig mand fra Stevns er blevet overfaldet på Københavnsvej eller i det område tidligere på aftenen, og efterfølgende har henvendt sig til skadestuen, hvorefter vi er blevet tilkaldt, siger Martin Bjerregaard, som er vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 00:16 og var efterfølgende til stede i området med hunde, hvor de ledte efter spor, som kunne lede til de tre gerningsmænd, som havde overfaldet den 44-årige mand fra Stevns tidligere.

– Manden oplyste, at han var blevet slået, sparket og snittet med en skarp – endnu ukendt – genstand, fortæller vagtchefen.

Andre patruljer kørte også rundt i Roskilde by, hvor de ledte efter tre mistænkte gerningsmænd.

– Ingen er blevet anholdt i sagen endnu, siger Martin Bjerregaard.

Motivet for overfaldet er ukendt på nuværende tidspunkt.