Politiet måtte trække pistol mod psykisk syg mand

Foto: Kim Matthai Leland/Rigspolitiet

Politiet blev fredag aften kaldt til Rolf Krakes Vej i Thurø kort før klokken 21, da en lokal mand på 61 år skabte utryghed.

Det oplyser Fyns Politi til Fyens Stiftstidende.

Da betjentene nåede frem på stedet, opdagede de manden, som gik og kiggede sig over skulderen, og som betjentene skønnede til at være paranoid.

Pludselig udviklede situationen sig dog dramatisk.

– Han tager sig pludselig til højre lomme, og betjentene får øje på skaftet på en kniv, der stikker op af lommen, så derfor trækker de deres tjenestepistol, siger Ian Kabbel, som er politikommissær ved Fyns Politi i Svendborg til mediet.

Heldigvis endte det hele fredeligt.

Den 61-årige lagde sig med det samme ned og lod betjentene lægge ham i håndjern.

Herefter tog betjentene manden med til en psykiatrisk afdeling, hvor den 61-årige lod sig frivilligt indlægge.