“Politiet kommer”: Biltyv fanget efter få timer

Under et indbrud i en bolig i Hjørring, mellem fredag den 7. januar og lørdag den 8. januar, blev en personbil på adressen også stjålet.

Det skriver Nordjyllands Politi i deres døgnrapport.

Senere samme dag patruljerede to betjente ad Toftegade i Hjørring. Her fik de øje på en mistænkelig mand. Manden løb i retning mod en anden mand, som stod ved en parkeret bil.

Bilen så ud til at være samme model, som den bil, som var blevet meldt stjålet tidligere på dagen.

En af mændene råbte, at “politiet kommer”, da betjentene nærmede sig for at undersøge sagen. Det fik den anden person til at smide en sølvpapirkugle fra sig. Sølvpapirkuglen landede på venstre bagside i bilen – lige foran de to betjente, som hurtigt var løbet hen til bilen og de to mænd.

Da politiet fik talt med de to mænd, kunne det konstateres, at der var tale om to mænd på henholdsvis 26 og 36 år. Den 36-årige mand, som havde smidt sølvpapirkuglen fra sig, virkede til at være påvirket af euforiserende stoffer. Han erkendte dog også, at der var heroin i sølvpapirkuglen, da betjentene spurgte ham ind til den.

Derfor blev den 36-årige mand sigtet og anholdt for at være i besiddelse af ulovlig narkotika.

Da bilen blev undersøgt nærmere af betjentene, kunne det konstateres, at der var tale om den bil, som få timer tidligere var blevet stjålet. Da betjentene spurgte den 26-årige om bilen, forklarede han, at han havde lånt bilen af en bekendt.

Den 26-årige blev sigtet og hanholdt for brugstyveri af bilen, hvorefter bilen blev taget i bevaring, så den senere kunne udleveres til den rette ejer.

Nordjyllands Politi oplyser, at de stadig er i gang med at efterforske indbrudssagen.