Politiet efterlyser ejerne af diverse smykker, ure med mere, som ordensmagten har fundet hos en 59-årig mand, som de har anholdt for adskillige indbrudstyverier.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet anholdt den 59-årige i en lejlighed i Kildeparken i Aalborg, hvor de fandt ham i besiddelse af tyvekoster fra en række indbrud.
Siden har politiet efterforsket i sagen, og flere af tyvekosterne er kommet retur til de rette ejerfolk.
LÆS OGSÅ: Åh nej: Flere juleindbrud end tidligere
”Men vi har også en række effekter, som vi endnu ikke har fundet ejerne til. Det vil vi naturligvis gerne. Og derfor offentliggør vi nu en række billeder af disse effekter, ure og smykker, i håbet om, at der er nogen, som genkender dem,” siger politikommissær Ulf Munch Sørensen, Nordjyllands Politi, i pressemeddelelsen.
Politikommissæren tilføjer, at hvis man genkender effekterne, så skal man ringe til politiet. Det kan man gøre på telefon 114.
Den 59-årig mand blev før jul, den 18. december 2023, ved et grundlovsforhør i Retten i Aalborg varetægtsfængslet frem til den 15. januar 2024.