17. mar. 2022 - 22:09

Politiet indsætter hunde: Flere tilbageholdt



Efter et skuffende nederlag i Parken, hvor hjemmeholdet tabte 0-4 mod modstanderne fra hollandske PSV Eindhoven, er der meldinger om ballade mellem politiet og FCK-fans ved Parken i København.

Billeder og video fra stedet viser, hvordan politiet, som er mødt talstærkt frem ved stadion, bruger hundene til at rykke mængden af forsamlede FCK-fans væk.

Presse-fotos.dk’s kilder fra stedet fortæller, at poltiet har været nødt til at sætte hundene ind over for fansene, eftersom fans har kastet med øl og nægtet at adlyde politiets ordre.

Politiet: Vi har ikke udfordringer, men….

– Jeg vil ikke sige, at vi har udfordringer, men de forsøger at ramme ind i hinanden, og vi forsøger at sørge for, at det ikke sker. Vi har samlet mange styrker, derfor går det fint indtil videre, siger Jesper Bangsgaard fra Københavns Politi til B.T.

– – Vi kommer til at følge de to fangrupperinger tæt den næste time eller to, indtil vi er sikre på, at de er separeret og er kommet hjem i seng. De cirkler lidt rundt for at finde nogen at slås med – det er et billede, vi ser meget ofte i forbindelse med de store fodboldkampe, siger han videre.

Hollandske betjente i København

Flere hollandske betjente er blevet spottet i det københavnske gadebillede efter kampen i Parken.

Jesper Bangsgaard fra Københavns Politi forklarer, at der er tale om såkaldte ‘spottere’, som har til opgave at udpege de værste ballademagere blandt de hollandske fans og samtidig være med til at tale dem til ro, hvis der er behov for det.

Flere tilbageholdt ved Svanemøllen Station

Mens politiet forsøgte at gelejde de to holds fans væk, uden at give grupperne mulighed for at komme i totterne på hinanden, er der alligevel opstået tumult.

Tumulten er ikke opstået mellem de forskellige fans, men mellem politiet og fans nær Svanemøllen Station, viser billeder fra stedet.

Her ligger flere fans på jorden og holdes fast af politiet.