Politiet holder pressemøde om forsvunden 13-årig pige

Et døgn efter 13-årig piges forsvinden på Sydvestsjælland vil politichefer give en status på indsatsen

Politiet vil holde pressemøde søndag klokken 15 i en sag om forsvundne Filippa på Sydvestsjælland. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Den 13-årige blev meldt savnet lørdag, da hun forsvandt under sin tur med at uddele aviser i området ved Kirkerup sydøst for Slagelse.

I en storstilet indsats har politiet med hunde, teknikere og hjælp fra andre myndigheder undersøgt sagen.

Ved pressemødet vil politiinspektør Kim Kliver og vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi give en status på arbejdet.

Tidligere søndag har politikredsen oplyst, at man har en teori om, at der er sket en forbrydelse.

– Vi ser på sagen med allerstørste alvor.

– Vi er faktisk meget bekymrede for Filippa og arbejder ud fra en teori om, at der er begået en kriminel handling, sagde Kim Kliver i en pressemeddelelse søndag formiddag.

Politiet har dog ikke uddybet teorien nærmere.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Ligesom det var tilfældet lørdag aften, er der også ankommet en helikopter til at hjælpe med politiets eftersøgningsarbejde søndag.

Familien til den 13-årige pige var senest i kontakt med hende lørdag formiddag, hvor hun var på vej hjem efter at have uddelt aviser.

Her ringede hun ifølge Ekstra Bladet til faren. Men hun kom ikke hjem.

Pigens cykel, taske og telefon blev efterfølgende fundet på en vej på avisruten.

Klokken 16 udsendte politiet en efterlysning på pigen. Siden da har politiet været i gang med eftersøgningen med et stort antal politifolk.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har også fået hjælp af blandt andre it-specialister og andre politikredse.

Politiet har desuden ledt både lørdag og søndag efter pigen i området omkring Kirkerup, Sørbymagle og Fuglebjerg.

Søndag har politiet afspærret en ejendom, to kilometer fra det sted hvor pigen sidst er set.

/ritzau/

SE OGSÅ: FILIPAS MOR I HJERTESKÆRENDE OPRÅB: ‘JEG ER SØNDERKNUST’