08. okt. 2021 - 12:49

Politiet efterlyste ejer til “meget glad og kærlig” mops: Nu er Kiki genforenet med sin ejer, men det var ikke nemt



Politiet efterlyste tidligere på ugen ejeren til en “meget glad og kærlig” mops, som var blevet fundet ved afkørsel 69 på Sønderjyske Motorvej mandag.

“Er der virkelig ikke nogen, der vil kendes ved denne meget søde og kærlige blandingsmops?” Skrev Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter i deres efterlysning af ejeren til den efterladte hund og afsluttede med hashtagget #hjælpmighjem.

Presse-fotos.dk viderbragte politiets efterlysning af ejeren til efterladte Kiki, som den 5 år gamle mops hedder. Senere samme dag modtog Presse-fotos.dk en mail fra en desperat kvinde i Tyskland, som skrev, at hun havde set Presse-fotos.dks efterlysning, og at hun var ejeren til Kiki.

Den tyske kvinde forklarede, at hun to uger forinden havde givet Kiki til et dansk pensionistpar. Men det danske pensionistpar havde åbenbart glemt Kiki på motorvejen og var ifølge den tyske ejer, slet ikke klar over, at hunden var væk.

“Det er en meget mærkelig sag”, skriver den tyske kvinde i sin mail til Presse-fotos.dk.

Så kunne man jo tro, at alt var fryd og gammen, og at Kiki nu kunne komme hjem til sin ejer. Men sagen om den lille mops viste sig at være mere kompliceret end som så.

“Jeg vil gerne have Kiki tilbage, men jeg kan ikke tale dansk. Og jeg er ikke vaccineret, fordi jeg er gravid, så jeg kan ikke rejse ind i Danmark og hente hende. Jeg har brug for hjælp, så jeg kan få Kiki hjem igen,” skrev den tydeligt desperate hundeejer.

Men fredag morgen var der nyt i sagen om den efterlyste mops. I en ny mail til Presse-fotos.dk skriver den tyske kvinde:

“Vi hentede Kiki i Danmark torsdag, og hun er nu hjemme i Tyskland igen. Mange tak for hjælpen.”

Syd- og Sønderjyllands Politi bekræfter, at man har fundet ejeren til Kiki.

Om det danske pensionistpar ved, at Kiki har været efterlyst og nu er i Tyskland, melder historien ikke noget om.