Politiet efterlyser oplysninger om bil i drabssag

Københavns Vestegns Politi har offentliggjort billeder af den bil, som blev fundet tæt på gerningsstedet til skuddrabet i Herlev den 7. december.

En sort Skoda Roomster årgang 2011 blev fundet i umiddelbar nærhed af gerningsstedet til skuddrabet på en 21-årig mand og drabsforsøget på en 25-årig på Krebsedammen i Herlev. Siden er bilen blevet undersøgt minutiøst for spor – og politiet hører meget gerne fra vidner, der har bemærket bilen i timerne op til skyderiet, som fandt sted i tiden før politiet modtog anmeldelse om, at en hårdt såret mand var blevet bragt ind til Herlev Hospital.

Bilen er en sort Skoda Roomster årgang 2011 med registreringsnummer GW24064. Den er stjålet fra sin retmæssige ejer den 1. december 2021. Politiet hører meget gerne fra vidner, der har set bilen i timerne op til skyderiet.

Politiet søger også vidner, der i tiden efter forbrydelsen, så den 25-årige mand, som blev såret ved skyderiet. Manden blev samlet op af en borger, da den hårdt sårede 25-årige stod ved krydset Kredsedammen/Ring 4 klokken ca. 00:45 i tiden kort efter skyderiet. Vidner der har set den sårede mand, hører politiet meget gerne fra. 

”Der pågår intensivt efterforskning. Lige nu er der dog ikke øvrige ting, vi kan dele med offentligheden, siger politiinspektør Michael Hellensberg. 

Vidner kan kontakte Københavns Vestegns Politi hele døgnet på 43861448 

Torsdag den 9. december informerede Københavns Politi om, at de havde anholdt en 41-årig mand, som var sigtet for skudepisoden i Herlev natten til tirsdag den 7. december, hvor en ung mand blev dræbt og en anden såret.

 Grundlovsforhøret blev dog aflyst og den 41-årige blev løsladt igen. Han er stadig sigtet i sagen.