Politiet efterlyser engelsktalende mand i bil: Tilbød piger slik!

Politiet efterlyser en engelsktalende mand, der søndag eftermiddag tilbød en ni-årig pige og hendes veninde slik igennem vinduet på en bil.

Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

De to piger kom gående på Brødregade i Randers, da mandlig fører af en sort personbil først var kørt forbi dem og efterfølgende havde bakket retur til pigerne. I den forbindelse havde han stukket hånden ud af vinduet og tilbudt pigerne slik.

Et ukendt ægtepar havde overværet episoden og taget kontakt til pigerne, som de efterfølgende afleverede til forældrene på pigernes hjem-adresser.

Østjyllands Politi modtog anmeldelsen kl. 17.09. Episoden skulle have fundet sted kort forinden.

Politiet ønsker at komme i kontakt med det ukendte ægtepar, som hjalp pigerne hjem, men de vil også gerne høre fra andre vidner, der måske har set episoden eller har kendskab til det pågældende køretøj.

Ifølge anmeldelsen er der muligvis tale om en sort Audi. Men det kan måske også være en elbil, fordi den umiddelbart ikke havde nogen motorstøj.

Dette er med andre ord usikkert.

Den pågældende mandsperson i bilen beskrives som værende mørk i huden, have mørkt skæg og værende engelsktalende. Ham opfordrer ordensmagten også til at tage kontakt til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.

På den måde kan politiet også få klarhed over hans formål med at tage kontakt til pigerne.