Politiet dropper en af drabssigtelserne i Mia-sagen: “Han har ikke noget at gøre med, at Mia forsvandt”

Anklagemyndigheden frafalder sigtelsen mod den ene af de 36-årige mænd, der blev sigtet for drabet på Mia Skadhauge Stevn.

Politiets efterforskning viser nemlig, at 36-årige mand ikke har haft noget med drabet at gøre.

“Vores omfattende efterforskning af denne 36-årige mands færden er nu afsluttet – og den viser, at han ikke har noget at gøre med, at Mia forsvandt, og at hun senere blev fundet afgået ved døden. Derfor er sigtelsen mod denne mand helt frafaldet,” siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.

Den 36-årige mand blev anholdt onsdag den 9. februar og sigtet for drabet på Mia Skadhauge Stevn.

Ved et grundlovsforhør dagen efter blev han løsladt, men sigtelsen blev på daværende tidspunkt opretholdt.

Mandag den 4. april har Anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi truffet den endelige afgørelse i forbindelse med sigtelsen af den 36-årige mand.

“Vores efterforskning af også hans forhold har været særdeles omfattende, for vi skal være helt sikre på, at han ikke har noget med sagen at gøre. Og det er vi nu,” siger Frank Olsen.

En anden 36-årig mand er fortsat sigtet i sagen.

Blomster lagt til ære for Mia Skadhauge Stevn.