Politiet anholder drabsmistænkt: ‘Vi har ham’

Pressebillede fra politiet

En far fandt lørdag aften sin dræbte datter – nu har dansk politi anholdt en nordmand, der er mistænkt for at stå bag drabet, der er begået i Polen

En drabsmistænkt nordmand i 20’erne vil i løbet af søndagen blive fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Frederiksberg for et mord begået i Polen.

Københavns Politi anholdt ham lørdag aften klokken 22.37. Nordmanden var internationalt efterlyst.

Far fandt sin datter dræbt

Det var ved 17-tiden tidligt lørdag aften, at en polsk kvinde blev fundet dræbt i byen Auschwitz (polsk Oswiecim).

Det var kvindens far, der fandt sin datter død. Den dræbte kvindes egen datter var samtidig forsvundet, og derfor varslede polsk politi internationalt, at et barn var blevet bortført.

Senere lørdag blev pigen dog fundet i god behold i Danmark, hvor altså også den mistænkte norske drabsmand blev anholdt ifølge norske VG. Den mistænkte drabsmand skal angiveligt også være far til pigen, der blev bortført.

Barnet blev fundet, da dansk politi stoppede og kontrollerede et køretøj.

Det er uklart, om barnet blev fundet i samme aktion som anholdelsen af den mistænkte drabsmand. Polsk politi mistænker dog den norske mand for at stå bag bortførslen.

SE OGSÅ: FLERE UNGE MÆND BLEV TAGET TIL FANGE I NAT: ‘DET ER EN RET ALVORLIG SAG’

Både den dræbte mor og hendes pige er polske statsborgere.

Det er Sebastian Glen, der er talsmand hos polsk politi, der bekræfter over for norske TV 2, at den mistænkte drabsmand er anholdt i Danmark.

“Jeg kan bekræfte, at en kvinde er blevet fundet dræbt lørdag. Anklageren, der fører tilsyn med sagen, har sagt, at liget nu skal sikres til en obduktion,” siger Sebastian Glen til det norske medie.

Pigen er nu i den danske socialforvaltnings varetægt. Polsk politi arbejder på at få hende tilbage til bedstefaren, som altså var ham, der fandt sin døde datter.

SE OGSÅ: FLY STYRTET NED VED UDENLANDSK LUFTHAVN

OPDATERING KLOKKEN 13.20:

Den drabsmistænkte nordmand har i et grundlovsforhør ved Retten i Frederiksberg fået opretholdt sin anholdelse i tre gange 24 timer.

Retsmødet blev efter anmodning af anklageren afholdt for lukkede døre. Derfor kan Københavns Politi heller ikke give flere detaljer om sagen.