Politiet affyrede varselsskud: Mand løb rundt med kniv på offentlig vej

Arkivfoto

Natten til lørdag måtte politiet rykke ud til Esbjerg, hvor en 39-årig mand skabte utryghed på et bosted i den østlige del af byen.

Det oplyser vagtchef Ole Aamann fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

 “Vi får en anmeldelse om en person, som er ude ved en adresse og står og fægter med en kniv. Vi sender patruljer derud, og personen bliver bedt om at lægge kniven fra sig. Men det gør han ikke og begynder at løbe rundt med kniven, siger vagtchefen.

LIGE NU LÆSER ANDRE: TO IDENTISKE TYVERIER PÅ SAMME DAG: KVINDER BRUGER BARNEVOGNE TIL AT SKJULE TYVEKOSTER

Manden løb ud på gaden, mens han havde kniven i hånden. Da denne opførsel kan skabe yderligere utryghed for mennesker på vejen, er politiet nødsaget til at affyrer et varselsskud, for at få kontrol over situationen.

“Patruljen afgiver et varselsskud, da der er andre personer i området, som kan komme i fare, og umiddelbart efter smider han så kniven fra sig”, siger Ole Aamann.

Skuddet blev affyret op i luften, og straks lagde manden kniven fra sig, så politiet kunne anholde ham.

Nu er manden i politiets varetægt, og han er blevet sigtet for overtrædelse af knivloven. Manden skal ikke fremstilles i grundlovsforhør, og det er endnu uvist, hvordan han forholder sig til sigtelsen.

Når politiet affyrer et varselsskud, bliver sagen overdraget til Den Uafhængige Politianklagemyndighed, som skal undersøge sagen.