Tre enlige nordjyder, der bor lidt isoleret, har i sommer været udsat for røver, der har truet med jagtgevær
Politiet beder om hjælp i jagten på en mand, der mistænkes for at have begået tre hjemmerøverier i Nordjylland i løbet af sommeren.
Den seneste forbrydelse skete fredag formiddag ved Jerslev i Brønderslev Kommune.
Med et jagtgevær truede røveren en 68-årig kvinde på Trangetvej nordøst for Jerslev til at udlevere hendes dankort.
‘Det er meget grov kriminalitet og meget utryghedsskabende,’ udtaler politikommissær Thomas Due Albrektsen i en pressemeddelelse.
De to øvrige tilfælde skete i Flauenskjold den 24. juli og i Klokkerholm-området fire dage senere.
Sagerne ligner hinanden.
‘Alle tre steder har gerningsmanden valgt at slå til på lidt isolerede adresser og mod enlige, ældre personer og har ved brug af jagtgevær forsøgt at true sig til at få udleveret værdier,’ siger politikommissæren.
SE OGSÅ: KORANAFBRÆNDER: ‘TERRORTRUSLEN BLIVER STØRRE VED AT BRÆNDE KORANEN’
Gerningsmanden beskrives som cirka 175 centimeter høj, lys i huden og kraftig i ansigtet. Han var fredag iført blå jakke, cowboybukser og blå sko. Desuden var en mørk rullekrave trukket op over ansigtet. Han taler dansk.
Nu håber politiet på informationer fra offentligheden. For eksempel fra bilister, der har kørt i en bil med dashcam i området omkring Trangetvej omkring gerningstidspunktet. Røveriet blev anmeldt klokken 10.41.
Også hvis man har set en mand, der passer med beskrivelsen, ved hæveautomater i Nordjylland, ønsker politiet at få besked.
Straffen for hjemmerøveri er som udgangspunkt fængsel i fem år. Det gælder de tilfælde, hvor offeret opsøges i eget hjem, og hvor offeret ikke kender gerningsmanden i forvejen.