Politi skyder person ved museum

En person er blevet skudt og ramt i forbindelse med en større politiaktion i München.

Det fremgår af en opdatering fra politiet i den sydtyske storby på det sociale medie X torsdag.

Politiindsatsen sker i nærheden af et museum om nazisme, som også ligger i nærheden af det israelske konsulat i byen.

Den ramte person omtales af politiet som “mistænkt”. Det fremgår ikke umiddelbart, hvad vedkommende er mistænkt for.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

Ifølge politiet i München er der udover den mistænkte ikke meldinger om tilskadekomne under politiaktionen.

Politiet siger, at der blev observeret en person, “der øjensynligt bar et skydevåben”.

– Indsatsstyrker anvendte tjenestevåben, en person blev ramt og såret. Aktuelt er der ikke indikationer på yderligere sårede, skriver politiet.

På en video bragt af den tyske avis Süddeutsche Zeitung kan man høre, at der bliver afgivet flere skud.

På X varsler politiet i München, at der vil være en øget tilstedeværelse i området. Der vil også være trafikale afspærringer.

Politiet skriver på X, at der ikke umiddelbart menes at være flere mistænkte personer i sagen.