28. jun. 2022 - 16:57

Politi og ammunitionsrydningstjeneste til stede i Aabenraa



Politiet tilstede på Aabenraa Havn efter anmeldelse af granatlignende genstand og mulig eksplosion

Syd- og Sønderjyllands Politi var omkring klokken 16.00 tilstede på Aabenraa Havn ved Søndre Havnevej, fordi der var fundet en granatlignende genstand.

Politiet fik i den forbindelse assistance af mineryddere fra EOD (Forsvarets mineryddere).

Minerydderne undersøgte genstanden og kunne konstatere, at den ikke var farlig.

En byggeplads nær havnen, der anmeldte den granatlignende genstand, har dog også anmeldt en mulig eksplosion under vandet.

Syd- og Sønderjyllands Politi og EOD oplyser derfor, at man fortsat vil undersøge havnebassinet med blandt andet dykkere for at være sikker på, at der ikke er fare på færde. Politiet forventer, at havnebassinet vil åbne onsdag omkring middagstid.