Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste er sammen med politiet og brandvæsen rykket talstærkt ud til en kolonihaveforening i Kastrup. Her truer en mand angiveligt med at sprænge haveforeningen i luften
Politi med automatrifler, bomberyddere og brandfolk.
Kolonihaveforeningen Kongelunden ved Kongelundsvej i Kastrup er fredag formiddag spækket med beredskabsfolk, der kort forinden er rykket ud til området.
“Vi er ude på stedet for at undersøge et mistænkeligt forhold. Det er det eneste, jeg har mulighed for at sige lige nu,” fortæller Martin Kajberg, der er vagtchef ved Københavns Politi, til Presse-fotos.dk.
Hvad dækker et ‘mistænkeligt forhold’ over?
“Det har jeg ingen kommentar til lige nu,” siger vagtchefen.
Vi har oplysninger om, at en mand truer med at sprænge kolonihaveforeningen i luften, er det noget du kan be- eller afkræfte?
“Det har jeg heller ingen kommentar til lige nu. Afhængig af de opdagelser vi gør derude i forbindelse med vores efterforskning, kan vi melde noget mere ud om en times tid,” fortæller vagtchefen klokken 10.50.
Han understreger dog, at der ikke er noget, der tyder på, at der er grund til bekymring for borgere i nærheden.
SE OGSÅ: MAND DØD I TRAGISK ARBEJDSULYKKE
Presse-fotos.dks udsendte oplyser desuden, at to personer skal være anholdt. Det er dog heller ikke noget, som vagtchefen kan be- eller afkræfte.
Forholdet er blevet anmeldt klokken 08.56.
OPDATERING:
Vagtchef Martin Kajberg oplyser klokken 11.30, at aktionen i kolonihaveforeningen er indstillet.
Han fastslår, at ingen personer har været i fare.











