Kolding: Politiet massivt til stede – Mand i DNA-dragt ført væk

Politiet har fredag eftermiddag afspærret et område på Haderslevvej i Kolding.

Samtidig er politiet massivt til stede på vejen med flere patruljevogne.

Det bekræfter Sydøstjyllands Politi til Presse-fotos.dk.

Det er endnu uvist, hvad politiets tilstedeværelse skyldes.

Politiet fik anmeldelsen klokken 12:36.

– Jeg kan ikke sige så meget lige nu, men jeg kan bekræfte, at vi er til stede dernede i forbindelse med en hændelse, hvor vi forsøger at finde hoved og hale i det, fortæller Rune Nielsen, som er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

Er nogen kommet til skade ved denne hændelse?

– Nej, ikke umiddelbart, svarer vagtchefen.

Billeder fra stedet viser, at en mand er blevet iført en såkaldt sporsikringsdragt – også kendt som en DNA-dragt – og har fået poser over hænderne.

Vagtchefen oplyser, at ingen personer er anholdt, og at manden i DNA-dragten ikke er en gerningsmand.

OPDATERING KLOKKEN 16:58:

Det har stadig ikke været muligt for Presse-fotos.dk at finde ud af, hvorfor Sydøstjyllands Politi er til stede på adressen. Vores fotografer har dog nu set, at der er ankommet teknikere til stedet.