Politi: Fans skal ikke være bekymrede

Svensk politi oplyser, at Eurovision-fans ikke skal være bekymrede over den uro, der kan opstå i forbindelse med krigen i Gazastriben, når den europæiske sangkonkurrence finder sted i de kommende dage.

Det udtaler Jimmy Modin, der er pressetalsperson for svensk politi, ifølge nyhedsbureauet dpa.

Israels deltagelse har vakt stor debat, og der ventes flere protester og demonstrationer ved sangkonkurrencen.

Svensk politi har tidligere oplyst, at sikkerheden bliver øget i byen Malmø, hvor konkurrencen finder sted. Både dansk og norsk politi skal bidrage til indsatsen.

Trusselsvurderingen i Sverige er på næsthøjeste niveau.

– Og selvfølgelige er det en del af planlægningsarbejdet med de sikkerhedsforanstaltninger, vi tager for Eurovision, men det er vigtigt at bemærke, at der ikke er en direkte trussel mod Eurovision, siger Jimmy Modin.

Det er krigen i Gazastriben, der har fremkaldt voldsomme reaktioner.

Flere end 35.500 mennesker har mistet livet, efter at Israel iværksatte modangreb mod Hamas, der 7. oktober brød ind over Israels grænsen og dræbte flere end 1100 mennesker.

Jimmy Modin bekræfter, at en propalæstinensisk demonstration vil finde sted torsdag. Det er samme dag, som israelske Eden Golan går på scenen i den anden semifinale.

– Demonstranterne vil gå fra et torv til et andet i Malmø, siger pressetalspersonen.

– Vi forventer, at mange mennesker kommer til at tilslutte sig demonstrationen, så det kan påvirke trafikken.

Eden Golan skal synge sangen “Hurricane”. Den havde oprindeligt en anden titel.

European Broadcasting Union (EBU), der arrangerer Eurovision, har vurderet, at sangens oprindelige titel “October Rain” og noget af sangteksten var politiske med referencer til Hamas’ angreb mod Israel den 7. oktober.

Eurovision Song Contest begynder tirsdag med den første af to semifinaler.

Svenske politikere har varslet, at de er nervøse for, at sangkonkurrencen bliver omgærdet af uro.