Planlagde en række skoleskyderier i Danmark

En 27-årig mand skal den 17. januar 2022 fremstilles i en nævningesag i Retten i Aalborg.

Den 27-årige er tiltalt for blandt andet forsøg på manddrab og ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder. Ifølge Nordjyllands Politi havde manden nemlig planlagt og forberedt skyderier på flere skoler i Nord- og Østjylland.

Manden bliv anholdt december 2020, og har siden 19. april 2021 været varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling, hvor han skal blive indtil dommen bliver afsagt. Det oplyser anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi, der mener, at den tiltalte skal dømmes til anbringelse på psykiatrisk afdeling i nævningesagen.

Ifølge anklageskriftet har manden siden 2015 planlagt at dræbe flere personer på skoler og lignende institutioner i Nord- og Østjylland.

”Der er rejst tiltale for, at han som forberedelseshandling har foretaget søgninger på nettet om våben og specifikt om skoler i Nord- og Østjylland. Derudover er han tiltalt for at have anskaffet sig pistoler og ammunition samt tilladelse hertil, fragtet en skarpladt pistol rundt i det offentlige rum samt anskaffet sig taktisk beklædning og et køretøj til brug for skyderiet,” siger specialanklager Kim Kristensen i en pressemeddelelse.

Retssagen i Aalborg er sat til at foregå den 17.-18., 27. og 31. januar 2022 samt den 3. februar.