Pige har anmeldt voldtægt under nordjysk traktortræk

En 17-årig pige blev voldtaget i et læhegn af to personer sent fredag aften.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse, hvor politikredsen søger vidner til episoden.

Voldtægten fandt ifølge anmeldelsen sted i Aars lidt før midnat natten til lørdag, mens der var traktortræk i den nordjyske by.

To drenge er anholdt og sigtet for voldtægt. De blev anholdt nogle timer efter voldtægten, som de begge nægter sig skyldige i.

Da der var traktortræk i Aars, mens voldtægten fandt sted, håber politiet, at nogen har set noget, som kan hjælpe i efterforskningen af sagen.

Traktortræk er en sport, hvor en deltager i en traktor skal trække en slæde med tonstung vægt på så langt som muligt på en 100 meter lang bane.

Slæden er indrettet på en måde, så den bliver sværere at trække, jo længere man kommer frem.

Arrangementet tiltrak “en del mennesker”, oplyser politiet.

Har personer ved traktortrækket eller øvrige i området set eller hørt noget, som kan have relevans for sagen, kan man kontakte politiet på telefonnummer 114.

Det kan både være observationer før, under eller efter gerningstidspunktet omkring klokken 23.30 fredag den 23. juni.

Der florerer ifølge Nordjyllands Politi en video, der viser noget af voldtægten. Også denne del efterforskes. Modtager man videoen, opfordrer politiet til, at man sletter den med det samme.

– Vi opfordrer på det kraftigste til, at såfremt man har modtaget denne video, straks sletter den, og at man naturligvis ikke deler videoen videre, da det vil være strafbart, siger politikommissær Mikkel Brügmann i en pressemeddelelse.