Person og kat reddet ud af brændende lejlighed

Platanvej på Frederiksberg har onsdag formiddag været fyldt med udrykningskøretøjer, da der har været brand i en lejlighed på 4. sal

Brandvæsenet har onsdag kort efter klokken 10.00 reddet en person og en kat ud af en brændende lejlighed på Frederiksberg.

Københavns Politi og Hovedstadens Beredskab var sammen med en ambulance og en akutlægebil rykket ud til adressen efter en anmeldelse om ild i et køkken klokken 10.01.

Lejlighedsbeboeren er efterfølgende blevet overdraget til ambulancen, men der er angiveligt ikke sket alvorlig personskade.

SE OGSÅ: ALVORLIG ULYKKE: MAND KØRT OVER AF VEJTROMLE

På billeder fra stedet kan man se, at branden i lejligheden har afgivet kraftig røg, mens gaden foran har været afspærret af en lang række beredskabskøretøjer.

Brandvæsenet har klokken 10.30 meldt branden slukket.

Skadeservice har efterfølgende indfundet sig på adressen.

Vidner på stedet oplyser, at branden kan have startet i et håndklæde eller et viskestykke. Det er dog ikke oplysninger, der er bekræftet af politiet.