Person død i villabrand: Efterforskere fra politiet på vej

En person er omkommet efter en villabrand i Slagelse torsdag formiddag.

Det oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Politiet modtog alarmen 9:37 om brand og i meldingen fra brandvæsenet fremgik det, at der var fundet en omkommet person i huset.

“Vi formoder, at det er personen, der bor i huset, som er omkommet, men vi kan endnu ikke endeligt fastslå identiteten på personen,” siger vagtchef Brian Holm.

Politiet fortæller også, at efterforskere lige nu er på vej til adressen, hvor der vil blive foretaget undersøgelser af stedet.

Vagtchef Brian Holm fortæller dog, at der indledningsvist ikke er noget, der tyder på en forbrydelse.