Person angreb andre med sømpistol – betjente var klar med maskinpistoler

Tungt bevæbnet politi arbejdede natten til onsdag på en vej i den nordsjællandske by Smørum efter en anmeldelse af, at en person angreb andre mennesker med en sømpistol

Onsdag klokken 00.41 fik Nordsjællands Politi en anmeldelse af voldsom dramatik, der foregik omkring en gård på Skebjergbvej i Smørum, der ligger mellem Ballerup og Stenløse.

”Vi får en anmeldelse af, at der er en person, der skyder mod andre mennesker med en sømpistol,” fortæller Henriette Døssing, der er kommunikationsmedarbejder hos Nordsjællands Politi, til Presse-fotos.dk.

Kort efter anmeldelsen ankom en ambulance og mindst fire politibiler med flere svært bevæbnet betjente til området.

”Vi får anholdt en person derude, som nu er i vores varetægt,” fortæller Henriette Døssing.

Er der mennesker, der er kommet til skade?

”Mig bekendt er der ikke nogen, der er kommet til skade.”

SE OGSÅ: ALVORLIGT FÆRDSELSUHELD: ‘FIND ALTERNATIVE RUTER’

Det har endnu ikke været muligt for Presse-fotos.dk at finde motivet til, at personen begyndte at skyde efter andre med sømpistolen.

OPDATERING KLOKKEN 10.33:

Nordsjællands Politi oplyser, at det er en 38-årig mand, der er blevet anholdt i Smørum i nat.