Pas på: Politiet advarer før Black Friday

Skal du ud og købe en ny fladskærm, computer eller hårde hvidevarer til Black Friday på fredag, så skal du passe på.

For det er ikke kun de danske forretninger og kunder, der har taget den amerikanske handelsdag med masser af gode tilbud og propfyldte forretninger med købelystne kunder til sig.

Det har også lommetyvene, som også har travlt på fredag.

”Det er en god idé at sikre dig, at din pinkode ikke bliver afluret, når du betaler i butikkerne, og du skal være agtpågivende, hvis nogen forsøger at distrahere dig i butikken”, siger vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsesenhed.

Grundet corona-situationen vil der dog formentligt være en del af danskerne, som gerne vil undgå mylderet og de lange køer i butikkerne, og i stedet kommer til at shoppe online.

En hel del af handlen på Black Friday foregår på nettet, og også her opfordrer politiet til at være opmærksom og ikke tro på tilbud, der er for gode til at være sande.

“Det gælder om at være skeptisk. Kriminelle arbejder målrettet på at efterligne de ægte Black Friday-tilbud med falske onlinebutikker, der for eksempel ligner rigtige mærkevarekæder. Og de kriminelle forsøger også at lokke kunderne til at træffe hurtige beslutninger ved slagtilbud med en meget kort frist,” siger vicepolitiinspektøren.

Politiet har samlet en række gode tips til, hvordan man kommer igennem Black Friday uden at blive bestjålet eller svindlet.

Dem kan læse herunder:

Skal du handle i fysiske butikker:
• Hold afstand og brug håndsprit 
• Brug inderlommen til kontanter eller kreditkort. Og kan du lyne eller lukke lommen med værdierne, så gør det.
• Lad være med at have for mange kontanter på dig.
• Gør det svært for nogen at aflure pinkoden, når du er ude at handle eller skal hæve kontanter i en automat. Brug en hånd til at dække over indtastningen af pinkoden og bed andre om at holde afstand. Brug kontaktløs betaling, når det er muligt.
• Vær ekstra opmærksom hvis nogen støder ind i dig eller forsøger at distrahere dig – for eksempel ved at insistere på at vise dig nogle smykker, vedkommende vil sælge, eller ved at de insisterer på, at du skal hjælpe dem med at finde vej.

Skal du handle på nettet:
• Tjek netbutikken grundigt. Ser hjemmesiden troværdig ud? Er der stavefejl? Er varerne mistænkeligt billige?
• Klik dig ind på hjemmesiden via en søgning på nettet – også selvom du falder over webshoppen via en annonce på sociale medier. På den måde undgår du at klikke på et link til en fuphjemmeside.
• Hvilke oplysninger er der på virksomhedens hjemmeside? Er der for eksempel et CVR-nummer (du kan tjekke nummeret på selskabsregistret CVR.dk). Er der de lovpligtige informationer om fortrydelsesret og virksomhedens kontaktoplysninger? Er der en troværdig ”Om os”-tekst? Er virksomheden omtalt på for eksempel Facebook og på Trustpilot?
• Tjek om netbutikken er e-mærket. Mærket indikerer, at det er i orden at handle der.
• Betal med betalingskort og oplys kun kortoplysninger, når du køber på nettet. Brug aldrig bankoverførsel.
• Oplys aldrig cpr-nummer, kontonumre og andre personlige oplysninger i mail, pr. telefon m.m.
• Tjek dine kontoudtog. Selv overførsler af små beløb, du ikke kan genkende, kan være tegn på, at dine kontooplysninger er blevet hacket.
• På Firmatjek kan du se, om virksomheden ikke har efterlevet en afgørelse i Forbrugerklagenævnet.