Pas på derude: Seriebedragere på jagt efter ældre kvinder

Arkivfoto

Mulige serie-bedragere på spil i og omkring Roskilde

Torsdag var flere ældre mennesker i domkirkebyen udsat for bedragerier fra mænd, der brugte samme fremgangsmetode.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Bedragerierne startede omkring klokken 14.53, hvor en 83-årige blev ringet op på sin fastnettelefon af en mand, der udgav sig for at være bankrådgiver hos Danske Bank.

Den falske bankrådgiver fortalte kvinden, at banken ville sende en medarbejder ud til hende for at hente hendes kreditkort, da det var blevet misbrugt og skulle udskiftes.

Kort efter dukkede en mand, der beskrives som værende 20-30 år gammel, op på kvindens adresse i Roskilde Centrum. Han fortalte den 83-årige kvinde, at han var fra Danske Bank og som aftalt skulle afhente hendes kreditkort og have koden. Kvinden udleverede i god tro kort og kode til den falske bankrådgiver.

Efterfølgende kontaktede hun Danske Bank og kunne konstatere, at der var blevet hævet 15.000 kroner på hendes konto. Det var først her, at kvinden blev opmærksom på bedrageriet. Kort efter blev kvinden afhørt i sit hjem af politiet.

Den falske bankrådgiver beskrives som:

  • 20-30 år gammel
  • 170-180 cm
  • Almindelig kropsbygning
  • Sort hudfarve
  • Sort hårfarve
  • Kort hårlængde
  • Talte dansk

Få timer efter er bedragerne på spil igen

Godt en halv time efter, at politiet havde modtaget første anmeldelse klokken, var bedragerne på spil igen. Denne gang i Jyllinge, hvor en 71-årig kvinde var blevet ringet op af en mand, der også udgav sig for at være bankrådgiver.

’’Bankmanden’ påstod, at der var blevet hævet 12.000 kroner fra kvindens konto, og at han ville komme forbi hendes adresse og hente hendes kort, da hun skulle have et nyt,’ oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Kvinden blev dog utryg og kontaktede politiet, der sendte en patrulje bil til hendes adresse. Ingen mistænkelige personer dukkede dog op, men kvinden blev afhørt og beroliget af betjentene.

Så er den gal igen

Det viste sig hurtigt, at bedragerne på ingen måde var færdige med dagens ulovlige rov. Klokken 16.12 fik politiet nemlig endnu en anmeldelse fra en 87-årig kvinde fra Himmelev, der var blevet franarret sit kreditkort af en falsk bankrådgiver. Den falske bankrådgiver havde netop været forbi hendes adresse og fået kortet og koden. En patrulje blev straks sendt ud til kvinden, og hun fik spærret sit kort.

Midt- og Vestsjællands Politi undersøger nu, om den 87-årige kvinde fik stjålet sine penge.

Politiet opfordrer særligt ældre kvinder i området til at være opmærksomme. Efterforskningen af samtlige grove bedragerier er nu i fuld gang. Midt- og Vestsjællands Politi kan kontaktes på telefon 114, hvis man har oplysninger i sagen, eller selv er blevet kontaktet af bedragerne.