Parkeringsvagt påkørt ved tivoli: Endte på hospitalet

En parkeringsvagt kom på hospitalet og er nu blevet sygemeldt, efter en kvinde kørt ind i ham i ren vrede

Søndag aften holdt en kvindelig bilist ulovligt parkeret foran Tivoli Friheden i Aarhus.

Det resulterede i en parkeringsafgift, som kvinden tilsyneladende slet ikke var enig i.

Hun blev vred. Meget vred. Og med andet end bare råb og skrål valgte hun i sin bil at trykke på speederen og køre ind i parkeringsvagten.

Derefter flygtede hun fra stedet, uden parkeringsvagten nåede at få hendes identitet.

“Han har været på skadestuen, og har fået nogle knubs. Han er sygemeldt et par dage for nu,” siger afdelingsleder ved Teknik og Miljø Joshua Krogager til TV 2 Østjylland.

Han tilføjer, at man er meget bekymret for den enkelte parkeringsvagt, men at han efter omstændighederne har det godt.

SE OGSÅ: KNIVSTIK: UNG MAND STUKKET NED I TOG

Sagen er efterfølgende blevet meldt til Østjyllands Politi, der nu er i gang med en efterforskning. Den pågældende kvinde er endnu ikke blevet anholdt.