Søndag eftermiddag rykkede politiet talstærkt ud til en adresse på Vestegnen, da man fik melding om, at en treårig dreng var gået fra sin adresse.
Politiet er ankommet med flere patruljer, hvor man har undersøgt området omkring Saven i Høje Tåstrup. En lille dreng var blevet meldt savnet og efter en timelang eftersøgning er han netop blevet fundet.
Det fortæller vagtchefen ved Københavns Politi til Presse-fotos.dk
(Artiklen fortsætter under billedet)
“Vi har netop fundet drengen og han er blevet genforenet med sine forældre. Han har ikke været i fare og er i god behold”, lyder det fra vagtchefen.
Vidner på stedet fortæller til Presse-fotos.dk, at den lille dreng var draget mod stationen, hvor han var hoppet ind i et tog med kurs mod København. Han nåede hele vejen til København H, før en lokomotivfører fandt ham og udleverede ham til politiet.
Vagtchefen kan dog ikke bekræfte, at dette er tilfældet og understreger, at drengen er uskadt.