Påsat brand: Ingen anholdt endnu

Natten til torsdag har der været en påsat brand i Norbro Kaffebar på Nørrebrogade i København.

Det oplyser vagtchef hos Københavns Politi Dyre Sønnicksen tidligt torsdag morgen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiet har endnu ikke anholdt nogen i sagen.

– Ingen er kommet til skade i branden, men der er en del skader på selve kaffebaren, siger vagtchefen.

Branden blev anmeldt klokken 03.21. Klokken 03.27 kunne brandvæsenet melde flammerne slukket.

Frem til klokken 03.42 var der dog en voldsom røgudvikling på stedet.

– Nogle af beboerne i bygningen kom ud og var lidt bekymrede, men de fik lov til at gå ind igen, siger Dyre Sønnicksen.

Politiet foretager nu forskellige undersøgelser af branden. I den forbindelse er en del af Nørrebrogade – området mellem Møllegade og Elmegade – blevet spærret af.

– Der er vi i gang med at undersøge med både med hunde og teknikere, siger han.