Overfaldt 13-årig pige med slag og spark for at røve telefon

Arkivfoto

Politiet fik torsdag aften en anmeldelse fra en pårørende til en 13-årig pige fra Lejre, som var blevet overfaldet i en hal i Hvalsø kort før klokken 18.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Politiet fik anmeldelsen klokken 19:20.

Herefter kørte politiet til pigens bopæl, hvor de fik klarlagt, at den 13-årige pige under ophold i hallen var blevet overfaldet med slag og spark af to piger, som også havde afkrævet den 13-åriges telefon.

Pigen havde udleveret telefonen til de to piger, som havde overfaldet hende.

Efter kort tids efterforskning var politiet på sporet af to piger fra lokalområdet, som kunne mistænkes at stå bag overfaldet.

Derfor blev de to piger på 15 år formelt sigtet for det røveriske overfald.

Politiet kunne dog ikke umiddelbart finde den 13-årige piges mobiltelefon i de to 15-åriges besiddelse.

Pigerne skal nu afhøres nærmere i sagen på et senere tidspunkt, når de sociale myndigheder også kan deltage, hvor de vil forsøge at få belyst motivet til overfaldet.

Den 13-årige pige fik overfladiske skader som følge af overfaldet.