Over stok og sten: Politihund stoppede formodede fyrværkerityve

Arkivfoto

Politiet i Holbæk fik natten til lørdag den 25. december en anmeldelse om mistænkelig adfærd ved nogle containere indeholdende fyrværkeri ved Omfartsvejen i Holbæk, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Videoovervågningen ved containeren indikerede, at nogen var ved at bryde ind i disse.

Flere patruljer, blandt andet en hundepatrulje, blev sendt til området ved en gokartbane, hvor politiet fandt to biler. De kunne dog ikke se nogen personer i området, hvor de fandt en efterladt vinkelsliber. Ingen af containerne var blevet åbnet, hvorfor der var tale om et tyveriforsøg.

Hundepatruljen gik herefter fra området med containeren ind over gokartbanen, gennem et buskads og via en skrænt. Sporet af de flygtende personer krydsede Holbækmotorvejen og over en mark og gennem et vandløb. Da politiet nåede frem til en anden mark, kunne de ane skikkelsen af fem flygtende personer.

Da de flygtende personer ikke standsede, selvom politiet havde bedt dem om det, blev en politihund sluppet løs.

Politihunden fik fat i en 16-årig mand fra Nordsjælland. De øvrige fire valgte herefter at stoppe deres flugt. De fire øvrige var en 19-årig mand fra København NV og tre mænd på 20, 21 og 30 år fra Nordsjælland.

Den 16-årige blev kørt til undersøgelse og fornøden behandling på en skadestue, mens de øvrige fire anholdte blev kørt til afhøring på en politistation.

Alle fem blev sigtet for forsøg på tyveri fra containerne og løsladt i løbet af morgenen. De vil dog alle høre nærmere fra politiet, når sagen mod dem skal afgøres.