Over 100.000 ukrainske flygtninge har krydset grænsen til Polen

Siden Rusland invaderede Ukraine den 24. februar, har omkring 100.000 ukrainere flygtet over grænsen til Polen.

Det oplyser den polske viceindenrigsminister, Pawel Szefernaker, på et pressemøde lørdag.

Særligt kvinder og børn er blandt de enorme menneskemængder, der lige nu befinder sig tæt på grænsen i Polen. Det skyldes, at alle ukrainske mænd i alderen 18-60 år er blevet beordret til at blive i landet for at kunne kæmpe mod de russiske tropper.

“Vi er meget bange, og er bare glade for at være i sikkerhed”

Én af de kvinder, der har krydset grænsen til Polen, er 28-årige Oksana, som i øjeblikket befinder sig i byen Radymno sammen med mange andre ukrainske flygtninge.

Hun er kommet til Polen med sin familie, men ved endnu ikke, hvor længe de skal blive i landet.

“Lige nu ved vi ikke, hvor længe vi bliver her. Vi er meget bange, og er bare glade for at være i sikkerhed,” fortæller hun en fotograf fra Presse-Fotos.dk.

“Men det er ikke en holdbar situation med to børn,” uddyber hun.

Den 28-årige Oksana har boet omkring Lviv, der ligger cirka tre timer fra Polen. Derfor var nabolandet også en oplagt mulighed, da familien besluttede, at de skulle forlade landet.

Selvom situationen er skræmmende, fortæller Oksana, at det polske folk har taget godt imod de ukrainske flygtninge, der har krydset grænsen siden Rusland invaderede Ukraine.

“De har været rigtig søde. Mange har lagt blomster og stået med skilte. Så vi føler os godt taget imod.