Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch opfordrer Mongoliet til enten at anholde Ruslands præsident, Vladimir Putin, eller nægte ham adgang til landet.
Putin er mandag ankommet til Mongoliet, skriver statslige russiske og mongolske medier.
Det er hans første besøg i et land, der har tilsluttet sig Den Internationale Straffedomstol (ICC).
ICC har efterlyst Putin for krigsforbrydelser i Ukraine.
– Mongoliet trodser sine internationale forpligtelser som ICC-medlem, hvis det lader den russiske præsident, Vladimir Putin, besøge landet uden at anholde ham, siger seniorrådgiver Maria Elena Vignoli fra Human Rights Watch.
Putin ankom til Mongoliets hovedstad, Ulan Bator, mandag.
Efter planen skal han tirsdag mødes med landets præsident, Uchnaagiin Chürelsüch.
Putin er inviteret af sin mongolske kollega for at styrke samarbejdet mellem de to lande, har regeringen i Moskva meddelt.
Forud for besøget opfordrede Ukraine den mongolske regering til at anholde Putin.
– Fra ukrainsk side håber vi, at Mongoliets regering er klar over den kendsgerning, at Vladimir Putin er en krigsforbryder, meddelte Ukraines udenrigsministerium fredag.
Mandag beskylder Ukraine Mongoliet for at være “medansvarlig” for Putins “krigsforbrydelser”, fordi myndighederne ikke anholdt ham ved ankomsten.
Forud for besøget sagde en talsmand for Putin, at man fra russisk side ikke frygter, at præsidenten skulle blive anholdt.
– Vi er ikke bekymrede. Vi har en fin dialog med vores venner i Mongoliet, sagde talsmand Dmitrij Peskov i sidste uge.
ICC mindede i sidste uge om, at alle domstolens medlemslande har en “forpligtelse” til at anholde personer, som ICC har udsendt en arrestordre på.
Mongoliet ligger klemt inde mellem Rusland og Kina, og det forsøger at bevare gode relationer til begge lande. Under sovjettiden var Mongoliet under Moskvas styre.
ICC udsendte en arrestordre på Putin i marts 2023. Han er eftersøgt for ulovlig deportation af ukrainske børn til Rusland.
Den russiske regering har sagt, at der er tale om evakueringer af forældreløse børn.