Odense: Montering af tagpap skabte røgudvikling i etageejendom

Beredskab Fyn er torsdag eftermiddag til stede på Albanigade i Odense, hvor der er opstået røgudvikling ved en etageejendom.

“Det er en Superbrugsen, som ligger op af en etageejendom, hvor de er ved at lægge noget tagpap på. Og det har så været inde og få fat på noget inddækning, der har skabt røgudvikling i etageejendommen,” oplyser vagtchefen Henrik Krøjgård fra Fyns Politi.

Ifølge ham er der blevet brugt en form for gasbrænder i forbindelse med inddækningen, der har skabt røgudviklingen.

“For en sikkerheds skyld evakuerede vi dem vi kunne fra etageejendommen. De har været evakueret i en lille time og har fået lov til at gå ind igen,” siger han.

Politiet og brandvæsnet er ved at forlade stedet igen.