Lyngby Boldklub kunne lørdag eftermiddag selv afgøre sin skæbne i Superligaen, og det lykkedes. Dog med besvær.
Klubben skulle bruge et enkelt point på udebane mod Hvidovre IF for at være sikker på at holde OB bag sig, og da der efter slutfløjt stod 0-0 på tavlen, var den mission fuldført.
Pointet betyder samtidig, at OB rykker ud af Superligaen for første gang siden 1998.
Lyngby har kæmpet for overlevelse i det meste af sæsonen, og den kamp blev intensiveret, da David Nielsen i marts blev hyret efter den opsigtsvækkende fyring af Magne Hoseth.
På det tidspunkt var Lyngby blot et point over nedrykningsstregen, og lige siden har skiftende hold lige under stregen pustet klubben i nakken. Men på sidste spilledag lykkedes det altså at sikre en ny sæson i Superligaen.
Kampen fik ellers en faretruende indledning for Lyngby, der allerede i fjerde minut var lige ved at komme bagud. Simon Makienok fik bolden i en god position midt i feltet, men hans afslutning var for vattet.
Kvalerne fortsatte for Lyngby, da Andreas Bjelland allerede efter ti minutter måtte forlade banen en skade, mens værterne virkede ovenpå.
Lyngby havde ingen pondus på midtbanen, og Hvidovre lignede et hold, der kunne score når som helst. Til alt held for Lyngby var det ikke skarphed, Hvidovre havde taget med til kamp.
Gæsterne arbejdede sig stille og roligt ind i opgøret, og særligt Jonathan Amon blev en konstant sten i skoen på Hvidovre, når han med sine fikse træk forsøgte at udmanøvrere Hvidovres defensiv.
Lyngby imponerede imidlertid heller ikke i området omkring mål, og første halvleg endte uden scoringer.
I anden halvleg blev kampen forvandlet til lidt af an rodebutik. Nervøsiteten var i den grad til at få øje på hos Lyngby, som igen overlod initiativet til Hvidovre.
Flere gange brændte det på, og da Martin Spelmann efter 70 minutter flugtede kuglen mod mål, var det for alvor ved at gå galt. Men Jannich Storch diskede op med en klasseredning.
Faktisk var Jannich Storch meget afgørende for Lyngby. Få minutter efter sin imponerende redning kom han godt ud af sit mål og parerede en afslutning fra Andreas Smed.
Derefter forsvandt intensiteten en smule, og ingen af de to hold virkede voldsomt interesserede i at skabe alverden.