Efter en række kontroversielle opslag på sociale medier om coronavirus har NB-næstformand trukket sig
Henriette Ergemann har trukket sig som politisk næstformand for Nye Borgerlige efter under to uger på posten.
Det oplyser hun i et opslag på Facebook.
– Jeg er en holdspiller ind til benet, og det sidste jeg ønskede var at skade partiet, og at nogle gamle udtalelser står i vejen for det vigtige arbejde, vi har for et friere Danmark, skriver Henriette Ergemann i opslaget.
Meldingen fra Henriette Ergemann kommer, efter Vejle Amts Folkeblad mandag morgen skrev, at hun var fortid på posten efter et møde i partiets hovedbestyrelse søndag.
Efter hun blev valgt som næstformand af et stort flertal på partiets ekstraordinære generalforsamling 7. februar, har B.T. og Ekstra Bladet beskrevet en række kontroversielle kommentarer på sociale medier fra Henriette Ergemann om coronavirus.
Opslag, hun har skrevet, inden hun blev næstformand, og som hun torsdag beklagede og kaldte “uhensigtsmæssige”.
Eksempelvis har hun skrevet på Facebook i maj 2021, at tidligere generalsekretær for Unicef Karen Hækkerup skulle “i fængsel for mord på uskyldige børn” og kaldte hende en “sindssyg kælling”.
Kommentaren faldt til en video, hvor Karen Hækkerup ifølge Ekstra Bladet fortalte, at Unicef var begyndt at indkøbe sprøjter, fordi børn skulle vaccineres mod coronavirus.
Videre lød det i juli 2021 i en kommentar til et opslag fra daværende sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at hun håbede, at hans datter ville få saltvand, da hun skulle coronavaccineres.
– Pøblen får ikke saltvand. Det er forbeholdt politiker-skuespillerne, der har behov for at promovere, at de har taget sprøjten, skrev Henriette Ergemann videre på Facebook.
Ifølge Henriette Ergemann er det hendes egen beslutning at trække sig.
– Beslutningen er min, og jeg er ikke blevet væltet af hovedbestyrelsen, hvilket slet ikke er muligt, da jeg er valgt af medlemmerne.
– Dog vil jeg ikke lægge skjul på, at presset fra medierne har været massivt og ødelæggende for mig, skriver hun.
Hun fortsætter i kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune, oplyser hun videre.
Ritzau forsøger at få en kommentar fra formand Lars Boje Mathiesen.
Han har tidligere sagt til Ekstra Bladet om Ergemanns kommentarer på sociale medier, at “det er ikke en retorik, jeg ville have brugt”.
Lars Boje pointerede ligeledes, at hun skrev kommentarerne, før hun blev næstformand, og at det ikke ville få konsekvenser for hendes post.
Nye Borgerlige